Åbningstider

Mandag- torsdag: 6.30- 16.00

Fredag: 6.30- 15.00

Vi møder ind til det første barn kommer (efter kl. 6.30) og lukker, når det sidste barn går (før kl. 16/ fredag kl. 15)

Vi arbejder på at få en ”trille- ordning” op at køre, hvor vi vil tilbyde at hente (og måske bringe) jeres barn, når vejret tillader det. Dette vil afhænge af, hvornår børnene møder ind og om der er interesse for tiltaget.

Ferie og lukkedage

Ferielukket 2026 og fremadrettet:

  • De 3 dage før påske.
  • Dagen efter Kr. Himmelfart.
  • Sommerferie uge 29-30-31.
  • Juleferie 23.12- 2.1.
  • Alle helligdage inkl. Grundlovsdag.

Alt efter hvordan helligdagene falder, kan vi holde en ekstra dag lukket. I vil altid blive varslet i rigtig god tid. Derudover holder vi også lidt ferie på skift, men her dækker vi hinanden ind, så I stadig kan få jeres barn passet.

Priser og tilskud

En plads i Mælkebøtten koster i 2026 11.437 kr. pr/md i 12 måneder.

Heraf yder Skanderborg kommune et tilskud på 7.783 kr. pr/md.

Egenbetaling pr. måned i 2026:  3.654,- pr/md.

Der ydes søskenderabat, men ikke tilskud til friplads eller deltidsplads.

Det er fra politisk side bestemt, at forældre til børn i private pasningsordninger ikke kan modtage tilskud til pågældende barn, når de også modtager barselsdagpenge efter barselsloven.

Det betyder, at det er en god idé at lægge noget ferie efter barsel, så der er god tid til jeres barns opstart.

 Prisen for en plads i Mælkebøtten inkluderer:

  • Sovevogn, krybbe eller madras til jeres barn hertil også dyner og betræk.
  • Sund, varieret og delvist økologisk kost.
  • Bleer, klude, zinksalve og solcreme.
  • Ture ud af huset.

Indskrevne børn
Rent praktisk indskrives hvert barn i Mælkebøtten hos en af os. Vi fordeler børnene, så vi voksne hhv. har 3, 3 eller 4 børn indskrevet. For os er det kun en formalitet, da vi ser alle børn som fælles børn. Det betyder, at det kan være os alle 3 der tager imod eller afleverer jeres barn, og vi er en fælles enhed.

Sygdom

I Mælkebøtten modtager vi ikke syge børn, både på grund af smitterisikoen overfor de andre børn og voksne, og fordi vi tror på, at syge børn har det bedst hjemme hos forældrene. Et barn er rask, når det kan følge en normal hverdag i pasningen. Barnet skal være feberfrit og ikke have diarre eller opkast.

Vi følger sundhedsstyrelsens anbefaling omkring syge børn og henstiller også til at børnene får et feberfrit døgn hjemme, før barnet kommer tilbage i pasning efter sygdom. Ved opkast og diarre forventes også en ekstra hjemmedag. Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside her.

Bliver en af vi 3 voksne syge kan Mælkebøtten stadig holde åben for alle børn. Er vi så uheldige, at vi er 2, der bliver syge samtidig, har vi indimellem mulighed for vikardækning. Vores vikarer er godkendt af Skanderborg kommune. En vikar vil dog aldrig stå alene uden, at en af os 3 er på arbejde. Er vi så uheldige vi alle 3 bliver ramt af sygdom eller lign. kan det i yderste nødstilfælde blive nødvendigt, at I holder jeres barn hjemme. I får besked herom så snart vi ved noget. Vi håber og tror på, at dette er et sjældent scenarie.

Anden info

Tilsyn

Skanderborg kommune har den pædagogiske og sikkerhedsmæssige tilsynspligt, og Mælkebøtten er godkendt af kommunen som privat pasningsordning. Vi er underlagt tilsyn af de kommunale tilsynsførende, der kommer både på anmeldte og uanmeldte tilsyn.

Sikkerhed

Når jeres barn er i pasning hos os, er det jeres egen ansvars- og ulykkesforsikring, der dækker barnet. Det gælder også hvis jeres barn forvolder skade på sig selv eller andre børn.

Tilladelse til kørsel i ladcykel og private biler

Vi kommer primært rundt både vha. motorbarnevogne og ladcykler. Ladcyklerne giver os en større frihed og mulighed for oplevelser lidt længere væk. Samtidig er de nødvendige, hvis vi skal tilbyde ”trilleordning” (se afsnit omkring åbningstider).

Vi kan også planlægge en lidt længere tur, hvor det kræver, at vi skal transportere os i private biler. I skal derfor give jeres sammentrykke til, at vi kører med jeres barn.

Kontrakt

Inden jeres barn skal starte hos os, skal I læse og underskrive en kontrakt/pasningsaftale. Her er indskrevet de bindende aftaler omkring betaling, opsigelse, sygdom, ferie osv. Kopi af kontrakten skal udover hos jer som forældre og os som pasningsordning, også sendes til Skanderborg Kommune.

Udmeldelse/opsigelse af plads

Der er 2 måneders opsigelse i Mælkebøtten.

Det formelle

Uddrag fra dagtilbudsloven:

§ 80. Kommunalbestyrelsen skal give forældre med børn i alderen 24 uger og indtil barnets skolestart mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til privat pasning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3, jf. dog stk. 2-4 og § 85 a.

  1. Kommunalbestyrelsen skal godkende aftalen om privat pasning mellem forældrene og den private pasningsordning og føre løbende tilsyn med ordningen

(81 a. Den private pasningsordning skal tilrettelægges, så den fremmer børns læring gennem trygge læringsmiljøer. Arbejdet med læringsmiljøer efter 1. pkt. skal indholdsmæssigt stå mål med kravene til læring og læringsmiljøer i dagtilbud, jf. § 8, ligesom arbejdet med læringsmiljøer i den enkelte private pasningsordning skal tage udgangspunkt i børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger.)

Læs mere om dagtilbudsloven her.

Uddrag fra Skanderborg kommunes hjemmeside:

Forældre til småbørn i Skanderborg Kommune kan vælge at få tilskud til en privat pasningsordning i stedet for en plads i et kommunalt dagtilbud. Kommunen anviser ikke pladser til privat pasning. Derfor skal du selv finde og indgå aftale/kontrakt med den private børnepasser og derefter søge tilskud via Skanderborg Kommunes hjemmeside.

Skanderborg Kommune godkender og fører tilsyn med den private børnepasser, men kommunen har ikke arbejdsgiverforpligtelser i forhold til børnepasseren.

Hvis du indgår en aftale om pasning af dit barn med en privat børnepasser, som er selvstændig, skal I udfylde en Pasningsaftale med alle vilkår. Pasningsaftalen er en privatretlig aftale mellem forældrene og den private børnepasser. Aftalen tilgår Skanderborg Kommune digitalt, når den er udfyldt og underskrevet af begge parter.

Den private børnepasser har mulighed for at få godkendt en vikar, som kan passe børnene hos den private børnepasser. Vikaren skal godkendes, og der skal indhentes straffeattest og børneattest. Børnepasseren skal oplyse dig som forælder om, hvem der er godkendt som vikar, og hvornår børnepasseren bruger vikaren til pasning af dit barn.

Privat pasning i Mælkebøtten – opsummering

  • Mælkebøtten er godkendt af Skanderborg Kommune til at huse op til 10 børn. Vi er hver især godkendt til at passe 5 børn, hvilket giver os en frihed til stadig at modtage alle børn, selvom en af os er fraværende. Det ser vi som en kæmpe fordel. Dog synes vi, det er bedst kvalitet, at vi så ofte som muligt er 3 voksne til 10 maximalt børn.
  • Når I har fået en plads i Mælkebøtten, hjælper vi gerne jer med at søge om tilskud til pasning.
  • 3-4 gange årligt får Mælkebøtten besøg af tilsynsførende fra Skanderborg Kommune.
  • Vi har udarbejdet en pasningsaftale/kontrakt, som I som forældre, skal underskrive inden barnet starter i Mælkebøtten. Heri står alle aftaler omkring pasningen af jeres barn i Mælkebøtten. Der sendes en kopi til Skanderborg Kommune.
  • I vil blive informeret om, hvilke vikarer vi benytter, når jeres barn starter i Mælkebøtten.

 

Lyder det som noget for jer?

Læs mere om Mælkebøtten her på siden og tøv ikke med at kontakte os for at høre nærmere.​

Scroll to Top